Der er igennem tiden skrevet utallige indlæg og artikler om psykologien bag børnenes medbestemmelse, eller måske direkte ”bestemmelse”. Vi har lavet vores egen lille markedsundersøgelse og spurgt nogle af vores MyMonii-familier hvor meget deres børn bestemmer. Der har faktisk været bred enighed om hvilke områder børnene bør have indflydelse og Elizabeth med sønnen Mark på 13 år beskriver det således:

”Store beslutninger bør udelukkende foretages af forældrene, såsom valg af bopæl og farven på den nye bil, mens børnene selvfølgelig kan involveres i beslutningsprocesser om mere børnevenlige emner, såsom valg af aftensmad, nyt tøj, pålæg til madpakken osv.”

Det er ifølge flere børnepsykologer vigtigt at lade børnenes meninger blive hørt, mens meget ikke må være børnenes valg. Den endelige beslutning (herunder valg og ansvar) bør ligge hos den voksne.

Som Carsten, med døtrene Josephine og Christina på henholdsvis 6 og 11 år, pointerer:

”Hvis man giver børnene meget indflydelse på store beslutninger i en meget tidlig alder, hvem har så ansvaret, hvis det viser sig at beslutningen var forkert i sidste ende? Det synes jeg ikke man kan byde sine børn. De skal tids nok få deres egne kvaler med store beslutninger.”

Gør man børnene en bjørnetjeneste ved at give dem for mange store valg eller lærer man blot børnene et og andet om den ”voksne” verden?

Hvor går grænsen mellem beslutninger børn kan deltage i og ikke tage del i?